KafferisterietNår vi siger, at vi kæler for din kaffe, så må du godt tage det meget bogstaveligt. Vi importerer nemlig selv kaffen som grønne bønner, og rister den i vores eget risteri.
Kaffen ristes i en ristemaskine ved 200 - 250 grader. Der findes mange forskellige størrelser af ristemaskiner. Hos AMOKKA ristes kaffen i en rister, der ved hver ristning kan riste maksimalt 8 kg. På de store risterier rister man flere hundrede kilo ad gangen. Kaffen hældes i en tromle, der konstant kører rundt og påvirkes af varme nedefra. Når kaffen er færdig, køles den hurtigt af. Under risteprocessen ændrer bønnerne sig fra den oprindelige grønlige farve til en brunlig farve, der afhængig af ristningsgraden er mere eller mindre mørk. I denne proces mister kaffebønnen 15 - 20% af sin vægt på grund af vandets fordampning, og kaffebønnen udvider sig i størrelse med næsten én fjerdedel. Under ristningen udvikles og frigøres de såkaldte æteriske olier, der er helt afgørende for kaffens smag og duft. Ristes kaffen i for kort tid udvikles disse olier ikke tilstrækkeligt, og den enkelte bønnes særlige smagsegenskaber kommer ikke til udtryk. Ristes kaffebønnen tværtimod for meget, har man en forkullet bønne, der smager brændt og bittert. Specielt i espressokaffe, hvor ristningsgraden er høj, kan de æteriske olier ses på overfladen af bønnerne, og hvis man føler på bønnerne, kan man mærke, at de klistrer til hænderne. Traditionelt skelner man mellem lys-, mellem- og mørkristet kaffe. Til den danske kaffetradition hører typisk en mellemristning. AMOKKA rister hver slags blandede eller ublandede kaffe forskelligt - alt afhængig af hvordan smagsstofferne bedst kommer til udtryk. Nogle kaffer få vi færdigblandede hjem (f.eks. espresso fra Italien), og andre blander vi selv efter ristningen. |